|
Description:
|
|
I ugens Radio Information taler vi både om den tilspidsede konflikt med USA, den blodige opstand i Iran, en ny dokumentarfilm om George Orwell – og så er Cavlingprisen igen kommet hjem til Information.
---
En knytnævehilsen og en lettelsens smøg blev billedet på ugens skæbnemøde mellem kongeriget Danmark og USA, der gik så godt, som man realistisk kunne have håbet. Lars Løkke Rasmussen og Vivian Motzfeldt undgik Zelensky-agtige scener ved mødet med JD Vance og Marco Rubio, men uenighederne består, det amerikanske synspunkt er intakt og konflikten er langt fra løst. Så hvad gør Danmark herfra? Lars Trier Mogensen analyserer.
I Iran vokser den folkelige opstand mod det forhadte regime dag for dag. Mindst 2.500 iranere formodes at have mistet livet, og flere end 10.000 menes arresteret, siden demonstrationerne begyndte d. 28. december. Samtidig truer Trump med en militær intervention, der kan hamre det sidste søm i ayatollahernes ligkiste. Men hvem skal så tage over? Rune Lykkeberg udlægger perspektiverne i et muligt iransk regimeskifte.
Hvis man i løbet af det seneste år har siddet foran sit tv og stirret vantro ind i en nyhedsstrøm præget af fake news og autoritære strømninger, har man muligvis også undervejs nået at tænke: ’Det er jo helt orwellsk!’ Nu har den anerkendte instruktør Raoul Peck så i en ny dokumentarfilm sat sig for at vise, præcis hvor profetisk George Orwell faktisk var. Anita Brask Rasmussen har anmeldt filmen, der overbeviser om forfatterens skarpsindighed, men ikke nødvendigvis om instruktørens.
Og endelig kigger avisens to nykårede Cavling-prisvindere, Lasse Skou Andersen og Sebastian Gjerding, forbi. For ja, de tog den sgu, landets fineste journalistpris, for – sammen med kolleger fra Danwatch – at have afsløret, hvordan dansk militært udstyr er endt i Israel og blevet brugt i bombningen af Gaza. De fortæller om deres nu prisvindende arbejde sidst i programmet. |